• Vi kender fadbamsen, men kan alkoholfri øl redde Carlsberg?

    ソース: BDK Finans / 15 8 2025 10:36:56   America/Los_Angeles

    I bryggerikoncernen Carlsberg er det svært helt at spå om fremtiden, for det er mildt sagt blandede signaler, man bliver mødt af. Drikkevareindustrien er præget af benhård konkurrence. Flere unge drikker mindre alkohol – men er vilde med sukkerfri drikkevarer. Carlsberg voksede i første halvdel af året med mere end 18 procent og hævede forventningerne til hele året. Men investorerne straffede dem stadig med et fald på syv procent, efter regnskabet blev fremlagt. Siden årsskiftet er aktien steget med 13 procent. Altså blandede signaler. Men koncernens administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen, er – ikke overraskende – fortrøstningsfuld, selvom han ikke lægger skjul på udfordringerne. Selvom det globale drikkevaremarked er en konstant kamp om få marginaler, har Carlsberg formået at løfte sine resultater. I årets første halvår var omsætningen kun »nogenlunde flad«, som topchef Jacob Aarup-Andersen formulerer det. Men bag tallene gemmer sig en forskydning: Premiumøl, alkoholfri øl og læskedrikke har haft markant fremgang, mens de klassiske ølsegmenter er stagneret. Ifølge Aarup-Andersen skyldes det en bevidst strategi, som Carlsberg lancerede sidste år under navnet Accelerate SAIL. Målet var at fokusere ressourcer og investeringer på de produktkategorier og markeder, der stadig har vækstpotentiale. »Jeg tror ikke på narrativet om, at der ikke er vækst i drikkevarebranchen. Det handler om at finde de lommer af vækst, der eksisterer, og så investere i dem,« siger han. Spørgsmålet er, om Carlsberg kan holde kadencen, hvis det overordnede marked fortsat er presset. Alkoholfri øl har vundet indpas Salget af alkoholfri øl stiger markant – ikke bare i Danmark, men på tværs af flere af Carlsbergs hovedmarkeder. I årets første halvår voksede kategorien med syv procent globalt og hele 12 procent i Vesteuropa. I fire vesteuropæiske lande udgør alkoholfri øl nu mere end en tiendedel af det samlede ølsalg. Ifølge Jacob Aarup-Andersen er udviklingen drevet af to ting: Dels en teknologisk og smagsmæssig ændring af produkterne, der betyder, at alkoholfri øl i dag kan måle sig med almindelig øl, dels ændrede forbrugsvaner – især blandt yngre, der drikker mindre alkohol. »Alkoholfri øl er ikke længere bare en erstatning for almindelig øl. Det er blevet en kategori i sig selv,« siger han og peger på, at det også vinder indpas i helt nye situationer som sportsbegivenheder eller sociale situationer, hvor øltraditionen er domineret af de alkoholholdige drikke. En af tendenserne er det såkaldte zebra striping, hvor forbrugerne skifter mellem alkoholholdige og alkoholfri øl i løbet af en aften. Carlsberg har de seneste fire år lanceret mere end 60 alkoholfri produkter globalt og investerer tungt i at fastholde fremgangen. Men selvom væksten er høj, er alkoholfri øl stadig en mindre del af det samlede marked. Det store spørgsmål for fremtiden er, om den store investering i alkoholfri øl på sigt kan kompensere for stagnationen i den traditionelle ølforretning. Fra København til Kasakhstan Geografisk ser Carlsberg de største vækstmuligheder uden for de traditionelle ølmarkeder i Nordeuropa. Indien og Nepal er blandt de markeder, der vokser hurtigst, mens England efter opkøbet af Britvic er blevet et strategisk tyngdepunkt med fremgang både på øl og læskedrikke. Fra årsskiftet udvider Carlsberg også i Kasakhstan, hvor bryggeriet overtager hele Pepsis forretning. Det er en manøvre, der fordobler selskabets forretning i landet. »Det er måske langt væk fra København, men det er et marked med stort potentiale, og vi ser det som en vigtig del af vores fremtidige vækst,« siger Jacob Aarup-Andersen, der fremhæver kombinationen af udviklingslande med høje vækstrater og store modne markeder som England som en stærk platform for fremtidig vækst. Men satsningen sker i en tid, hvor forbrugertilliden mange steder er lav, og hvor nye tendenser kan ændre markedet hurtigt. Et eksempel er den stigende brug af vægttabsmedicin, herunder Wegovy, som forskning har påvist kan reducere forbruget af alkohol. Jacob Aarup-Andersen afviser, at der er grund til panik, men erkender, at det er vigtigt at være vågne og anerkende, at det kan have en potentiel effekt: »Der er intet, der indikerer, at folks væskeindtag ændrer sig markant på grund af vægttabsmedicin, men vi skal ikke være naive. Vi har en bred portefølje, der dækker alle typer drikkevarer, og det giver os robusthed, hvis forbruget ændrer sig.« Berlingske har bedt to analytikere om en kommentar til Carlsbergs strategi. Analytiker hos Jyske Bank, Haider Anjum: Stigende fokus på sundhed får flere til at fravælge alkohol, især blandt unge og i Europa. Carlsbergs seneste regnskab viser fald i mainstreamøl i Norden, men vækst i premium, sodavand og alkoholfri øl. Europæere drikker mindre, men bedre. Strategien omfatter derfor flere alkoholfrie varianter samt satsning på vækstlommer – både i dette segment og geografisk i markeder som Kina, Indien, Vietnam og via Pepsi-aftalen i Kasakhstan. Jeg vurderer, at de tager de rigtige skridt i forhold til at indfri deres ambitioner om en organisk salgsvækst på 4-6 procent frem mod 2027. Der skal investeres i vækstlommer for at skabe vækst, og det er netop det, Carlsberg fokuserer på. Investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen udtaler også: Det er lidt business as usual hos Carlsberg. Ølsalget er under pres og under forandring. Carlsberg og hele industrien er presset, og indtjeningsfremgangen skal skabes ved konstant fokus på optimering, effektiviseringer og lanceringer af nye produkter (øl uden alkohol samt læskedrikke). Britvic-integrationen går efter planen, mens udsigterne for den resterende del af 2025 ikke byder på forbedringer. Det er formentlig især den sidste del, som er med til at sende aktien ned. https://www.berlingske.dk/virksomheder/vi-kender-fadbamsen-men-kan-alkoholfri-oel-redde-carlsberg
シェアする